sejlespor

Der bliver hugget sejlespor i løberen til sejlens kløer. Dette arbejde kaldes at sejlfælde og der bruges et sejlfældejern der ligner en bildehammer, men er spids i den ene ende og plan i den anden. Nogle brugte blot bildehammer og mejsel. Fra Landsled Mølle fortælles om sejlfældning ved balancesejle:

”Balancesejlfældning er ikke så vanskelig, der må slugterne godt være lidt rummelige så bakkerne kan kiles fast. Til grovkværn bruges trækiler, men til sigtekværn, som går i årevis, bruges bly.” (Landsled Mølle)

Hvis sejlen (i kværne med fast sejle) ikke ligger plant på stenen, så alle kløerne berører sejlsporene, siger man at stenen vugger, det giver altså løberen en ujævn gang, hvilket må afhjælpes. Hvis der er ulige sejlfældet ved balancesejle, medfører det at løberen hænger skævt.

Man starter med at finde ud af hvilke sejlespor der skal hugges til. Dette undersøges ved hjælp af et værktøj kaldet en fløj, der monteres på langjernets spids, langjernet står altså på hovedet. En fløj består af en stang med hønsefjer dyppet i rødt okker opløst i vand, det hele drejedes rundt om tappen foroven og den røde fjer rørte så ved stenen hvor den var sidetung, man vidste så hvilke sejlespor der skulle hugges i. Hvis sejlesporet var for dybt kunne man kile metalspåner ind under kløerne. Når fjeren rørte lige meget overalt var sejlfældningen, og dermed overhænget, i orden. Indstillingen ved skruepanden på broloftet kunne i den sammenhæng betegnes som underhænget.