spillet

Vind og vandmøller

Den aksel som et kværndrev sidder på kaldes for spillet. I en mølle med overtræk kan spillet også betegnes som kværndrevets øverste aksel, og langjernet som den nederste. Øverst løber spillet i et leje i spilbjælken ved hjælp af en spiltap. Det leje, hvori spiltappen løber, har træklodser, kaldet skøjelser, som er udformet så spillet kan tilkobles og frakobles stjernehjulet. Der er enten to skøjelser eller én større, der kan flyttes. Den anordning som skøjelserne fæstnes i kaldes låsen.

At tilkoble et kværndrev betegnes som at lægge kværnen i tøj og når det frakobles siger man at lægge ud af tøj. Når alle kværne er tilkoblet stjernehjulet kaldes det at den går med alt tøjet.

At gå for hårdt i tøj, er betegnelsen for at de to sammenkoblede hjul går for tæt på hinanden, og derved kan kammene ikke slippe hinanden uden at slides unødvendigt meget, og samtidig bremse møllens gang.

Se illustration
Se animation