skvatmølle
Helt grundlæggende kendetegnes en vandmølle ved, at den udnytter vandets kraft ved hjælp af forskellige former for vandhjul, eller i nyere tid en turbine. Den enkleste form for vandmølle er skvatmøllen, som består af et lille horisontalt vandhjul der placeres i en naturlig vandstrøm. Vandet skubber hjulets skovle rundt, og vandhjulsakselen, der er direkte forbundet med kværnstenene, overfører kraften i et direkte forhold. Den første type vandmølle med vertikale hjul var underfaldsvandmøllen, hvor vandet, som navnet antyder, ledes ind forneden på hjulet. Derefter begyndte man i højere grad at dæmme vandet op, hvilket gav mulighed for et fald på vandet; dette blev brugt til brystfaldshjul, hvor vandet ledes ind midt på vandhjulet og tynger det rundt. Det mest effektive overfaldshjul kræver, at det er muligt at lede vandet ind foroven på vandhjulet, hvilket bevirker at vandhjulets skuffer fyldes med vand og dermed tvinges rundt. Det er derfor afgørende, at hjulet ikke går i bagvand, da det derved bliver bremset. På trods af at overfaldshjulet er det mest effektive, afhænger valg af vandhjul i sidste ende af de givne naturforhold.