kunststen

Vind og vandmøller

Valget af materiale til kværnsten hænger både sammen med hvilken slags kværn der var tale om, og om hvor langt tilbage i tid vi er. I de ældre møller vil man kunne finde skånske kværnsten som var forholdsvis grove og hårde. De rhinske kværnsten var porøse og bløde og var gode til rugmel. De franske kværnsten var fine og dyre. De var hårde og kunne gå meget præcist og blev f.eks. brugt til hvedemel. De var dannet af flere stykker sat sammen omkring et hjertestykke i midten. Uden om både de franske og andre kværnsten lavet af flere stykker, sad et jernbånd.

De sidste sten der kom til, var støbte kunststen der som oftest var hårde, men allerede inden da var man begyndt at lægge kunststensbelægninger på de rhinske kværnsten. Kunstensbelægningen bliver beskrevet som en asfaltlignende masse. Det er dog påkrævet at begge sten har denne belægning, da de ellers ikke går godt sammen.