stråle

Der var overordnet to måder at bilde kværnsten på; feltbildning og strålebildning. Ved strålebildning havde alle stråler samme længde fra kværnens centrum og ud. Hvis strålerne havde en krumning mod højre eller venstre talte man om henholdsvis højrebildning og venstrebildning. Til at markere hvor strålerne skulle hugges, brugte man et strålebrædt med punkter for hver stråles start.

Rhinske sten blev bildet med strålebildning, hvilket så blev kaldt rhinskbildning. Et særkende ved rhinskbildning var at kanten skulle stå meget skarpt, da det kun var den der skar kornet, i forhold til kunststen hvor hele fladen malede kornet. Rhinske sten er bløde og skulle derfor bildes relativt ofte.

Stråler er de striber der hugges ud af stenen og mellemrummene betegnes som felter. Ved feltbildning taler man om hovedstråler og bistråler. Stenen bliver delt ind i felter ved hjælp af hovedstrålerne, der går hele vejen fra øjet og ud til kanten. Inden næste hovedstråle er der 2-3 bistråler der løber fra kværnens yderkant og på skrå i det pågældende felt. Her kunne også være tale om højre- og venstrebildning. Hvis kværnen skal bruges til grutning, hvor der er en hurtig og stor gennemstrømning af malegods i kværnen, er det feltbildning med gennemgående bistråler der er det optimale. Hvis der skal formales mel, er det en langsommere proces med en mindre godsgennemgang, og her er feltbildning med brudte bistråler det mest anvendte.

Kunststensbildning var ensbetydende med feltbildning, men fra Lemvig Mølle fortælles det at man senere gik over til at lave strålebildning på kunststen.

Der er et forspring på 2-3 tommer fra øjets centrum og til strålernes start i såvel felt- som strålebildning. Var forspringet for lille varmede og dejgnede kværnen, var det derimod for stort blev kornet kastet for hurtigt ud og dermed for dårlig malet.