hvede

Brødmel bestod af rug eller hvede, der havde været over både kværn og sigte flere gange. Det startede med at blive spidset på skallekværnen for at få de grove skaldele af. Affaldet herfra kaldtes spidsmel. Jo flere skaldele der var tilbage i melet, jo mørkere og mindre fint mel fik man.

Rug til rugmel skulle males tre gange og sigtes lige så mange gange. Sigtemel af enten rug eller hvede skulle sigtes tre til fire gange. Det fine klid løb ud i en sæk fra sigten, og når den var fuld blev den tømt op i kværnen igen.

I gamle dage kom folk og ville have deres rug bredmalet, hvilket foregik på en døv kværn, især med rhinske sten.

”Det blev fortalt, at når folk hentede deres brødmel i streng frost, havde de i vognen halm og dyner. Melet måtte ikke fryse, så fik de uheld under bagningen. Brødet faldt sammen - dejen ville ikke hæve - eller var det gær og surdej det var galt med? Men oplysningen af folket gik fremad, og de opdagede, at når melet blot havde stået i 24 timer i et varmt værelse, før det kom i dejtruget, fejlede det ikke noget - så var det tempereret.” (Kappel Mølle)